|
Udviklingsforløb og kurser
Øget sproglig og kulturel forskellighed i skolens elevgrundlag og forandringer i den verden eleverne skal klare sig i efter skolen, stiller løbende krav til udvikling af skolens praksis. Følgende kurser og workshop har som mål at støtte sådanne processer.
Workshop om samarbejdet mellem institution/skole og forældre – med fokus på tosprogede elever
Workshoppen arrangeres i samråd med institutionen/skolen. Den kan tilrettelægges, for personalet, men den kan også med fordel involvere skolebestyrelse eller andre forældrerepræsentanter. Workshoppen består af to dele:
• cafe´- arrangement, som resulterer i en fælles kortlægning af institutionens/skolens aktuelle praksis samt diskussion og arbejde i grupper om udvikling af samarbejdet. Formen medfører, at forskellige perspektiver bliver synliggjort, myter og forestillinger bliver sat til diskussion, og muligheden for at nye ideer, løsninger og fremgangsmåder opstår.
• oplæg om viden og erfaringer om forældresamarbejde fra udviklingsprojekter, programmer og evalueringer, som kan inspirere det fremtidige arbejde på skolen. Omfanget af oplægget reguleres i forhold til den tid, der er til rådighed.
Et par dage efter workshoppen modtager institutionen/skolen den renskrevne fælles kortlægning, som kan anvendes i den fremtidige udvikling af samarbejdet med forældre.
Der skal minimum afsættes 4 timer til et arrangement.
Kursus for skoleledere i fælleskulturel skoleudvikling
Formålet med kurset er at introducere deltagerne til væsentlig ny viden og begreber samt til fremgangsmåder, der kan optimere skoleledernes mulighed for at tage initiativer og igangsætte forløb, der skaber fælleskulturel skoleudvikling.
Intentionen med kurset er samtidig at skabe en ramme for dialog og diskussion med andre skoleledere om pædagogiske, organisatoriske og værdimæssige spørgsmål, som det kan være vanskelig at nå at tale om i hverdagen.
På skoler hvor en eller flere lærere gennem grund- videre eller efteruddannelse har opnået kompetencer vedr. undervisning af tosprogede elever vil kurset også give ideer til, hvordan skoleledelsen kan arbejde for at enkelte læreres kompetence på området omsættes til udvikling til gavn for hele skolen.
Kurset tilrettelægges i samråd med en eller flere kommuner og kan fx. strække sig over 4 X 4 timer. Se eksempel på et kursus: (læs mere)
Andre eksempler på udviklingsforløb:- I harmonisering af skolepolitikker og administrativ praksis vedrørende tosprogede elever
Hvordan kan de nye storkommuner harmonisere på tosprogsområdet, så de bedste erfaringer videreudvikles?...(læs mere)
- Ved opstart af nye indsatser på tværs af faggrupper og forvaltninger
Nye samarbejdsrelationer kræver ofte at kommunikationsveje og - former også fornyes...(læs mere)
- Når en kommune ønsker en fælles udvikling på tværs af daginstitutioner eller skoler
En ekstern tovholder til proces og dokumentation kan sikre flow i forløbet...(læs mere)
Det er forløb, hvor de ansatte involveres på tværs af organisationen i form af samtaler, workshops og seminarer.
|
|